PRESSEMEDDELELSE
For første gang i tre år: Nu bliver der færre tomme lagerlokaler
Siden 2022 har Danmark fået flere og flere tomme lokaler til lager og logistik, men nu går det den anden vej, viser tal fra Ejendomstorvet.dk. To erhvervsmæglere har flere forklaringer og spår samtidig, at den nye tendens vil fortsætte.
Gennem tre år – 12 kvartaler i træk – fik Danmark flere ledige lagerbygninger, logistikejendomme og fabrikshaller. Nu viser dugfriske tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler, imidlertid, at der er blevet længere mellem skiltene med “til leje” og “til salg” i erhvervsområderne.
“Udbuddet nåede et rekordlavt niveau i midten af 2022 med ledige lokaler svarende til kun 1,3 procent af landets samlede arealer til lager og logistik. Siden er mængden af udbudte eller ledige lokaler steget kvartal for kvartal og toppede i 3. kvartal i år med 3,5 procent af det samlede areal, men de seneste tal fra vores portal viser for første gang i tre år et lille fald, foreløbig til 3,4 procent,” siger adm. direktør Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk.
Portalen bliver drevet på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark uden krav om overskud – ligesom portalen Boligsiden.dk. I øjeblikket er godt 11.500 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet udbudt på Ejendomstorvet.dk, heraf lidt over 1.700 lagerlokaler, logistikbygninger og industriejendomme.
“Vi kan mærke, at der er tryk på kedlerne i dansk erhvervsliv. Og i modsætning til fx tidligere på året er virksomhederne hurtigere til at indgå aftaler om at få mere plads. Lige nu kan vi mærke, at især mange netvirksomheder mangler plads,” siger Mads Bjerrum Christensen, industrichef i EDC Erhverv Poul Erik Bech og med base i Aarhus.
En lignende melding kommer fra en erhvervsmægler med skrivebord i hovedstaden.
“Der er mere aktivitet på markedet, og beslutningskraften er ved at komme tilbage. Virksomhederne har siddet på hænderne og afventet, at der kom ro om fx renter og toldsatser, men de er nået til den erkendelse, at det her er den nye normal, som de bliver nødt til at leve med,” siger Helle Andersen, afdelingschef for industri og logistik hos Colliers International.
Begge mæglere forklarer desuden faldet i ledige lokaler med, at der ikke længere bliver bygget så meget nyt – efter nogle år med omfattende nybyggeri, ofte spekulativt, altså uden lejere på forhånd. Det kan bane vej for, at der bliver længere mellem de tomme lokaler.
“Vi tror, at udviklingen med lavere tomgang vil fortsætte. Vi kan også se, at virksomhederne har vænnet sig til højere lejeniveauer, især i hovedstadsområdet og Syd korridoren ned langs Køge Bugt,” lyder det fra Helle Andersen fra Colliers International.
“Der er travlt overalt, men der er store forskelle rundt om i landet. Fx har Trekantområdet – med mange virksomheder inden for lager, logistik og transport – stadig et stort udbud af lokaler. Til gengæld er der ikke længere så mange ledige lokaler tilbage i det meste af Østjylland,” pointerer Mads Bjerrum Christensen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Efterspørgslen retter sig især mod lokaler med stor loftshøjde, effektive læsseramper, gode adgangsforhold og placering tæt på motorvejsnettet. Alt sammen faktorer, som sikrer, at varer og lager kan håndteres effektivt. Derimod kan ældre ejendomme være sværere at få lejet ud eller solgt. Det samme gælder bygninger et stykke fra motorvejene.
Ved udgangen af 2025 har Danmark i alt lige knap 82 mio. kvadratmeter til lager, logistik og produktion. Der er flest kvadratmeter – 16,4 mio. – i Sydjylland med det meste af Trekantområdet og i Østjylland med 14,2 mio. I de ni landsdele, som Ejendomstorvet.dk løbende overvåger, svinger tomgangen fra 1,7 procent af de samlede arealer i Vestjylland til 6,6 procent i Østsjælland, som har haft meget spekulativt byggeri de senere år.
Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra op imod 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk formidlede i 2024 over 3.800 transaktioner, svarende til lidt over 7 mia. kr. Portalen har hver måned flere end 200.000 besøgende.
Kontaktoplysninger
Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
Helle Andersen, Colliers International – 61 15 46 28
Mads Bjerrum Christensen, EDC Erhverv Poul Erik Bech – 26 30 88 78
Supplerende materiale
Ejendomstorvet Markedsindeks – 4. kvartal 2025:
https://www.ejendomstorvet.dk/uploads/Ejendomstorvet_statistikken_4_kvartal_2025_pdf
Aktuelt udbud af lager- og produktionslokaler i hele landet:
https://www.ejendomstorvet.dk/soeg?sort=created_desc&listingTypes=leje|salg&usageProposals=lager-produktion
Ejendomstorvet Markedsindeks Udbudsstatistikken kortlægger hvert kvartal udbuddet af danske erhvervsbygninger, fordelt på butikker, kontorer samt lager-/logistik-/produktionslokaler – opgjort som udbudte lokaler målt i forhold til den samlede bestand af bygninger (kvadratmeter). Statistikken omfatter en meget betragtelig del af erhvervslokalerne i Danmark og udgives af Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) i samarbejde med erhvervs